Kære medlemmer

Vi kan nu se tilbage på endnu et velafviklet landsstævne, hvor deltagerne var meget tilfredse med forholdene og vores positive måde at være på. Vi fik bl.a ros for at have lavet så mange faste opstaldningspladser, så stor tak til de hesteejere, der velvilligt flyttede deres heste og stor tak til de mange klubber og private steder, der tog imod vores heste under stævnet.

Også tak til stævnets mange hjælpere, det er fantastisk, at I møder op gang på gang og hjælper der, hvor det er nødvendigt. Ann Mertz, der var TD under stævnet, fremhævede det mange gange og roste alle vores hjælpere, lige fra parkeringsvagterne, der tog imod, stewards der trodsede kulden i det lille ridehus, nattevagterne, kritikhentere, åbenlukkere, skrivere, rengørinsfolk, sekretariatet og vores utrættelige cafeteria. Også stor tak til dem, der hjalp med at gøre klar i staldene før og efter, de der flyttede heste og alle de andre ting, der blev lavet i forbindelse med stævnet.  

En helt speciel tak skal rettes til Jens, der kom forbi med malerkost og spand. Hvor er det fantastisk, at han malede hele den store hal op til stævnet. Vi vil alle nyde den lyse ridehal fremover. Tak, Jens.

Overskuddet fra vores 2 landsstævner er brugt til ny bund i begge ridehaller. Rytterne til stævnet var meget begejstrede for bundene og i stævnerapporten fik begge bunde karakteren 5, som er den bedste karakter, man kan få. Det har vi aldrig fået før. Jeg håber I alle vil være med til at passe rigtig godt på vores bunde, levetiden afhænger i høj grad af, hvor flittige vi er til at skovle hestepærer ud. 

Vores næste arrangement er et aftenstævne i springning den 4 december. Her håber vi naturligvis at se jer alle igen. Det er spændende om vores nye bunde også kan trække en masse springryttere til.

Torsdag den 20 december afholder vi vores årlige sponsorspringning med julebuffet (Vi har valgt torsdag pga gymnasiefest, så de "store" også ka' være med). Vi håber rigtig mange af vores ryttere vil være med til springe penge ind til Klubben, så vi kan blive helt færdige med vores nye springbane. Vi forventer at kunne afholde den daglige springning på banen til foråret, når den har sat sig endnu mere vinteren over. Banen er forhåbentlig snart klar til stævnebrug, det vil den daglige træning afsløre, den skal være klar til at holde stævne på senest i 2014, hvor Klubben har 50 års jubilæum.

Vi har været nødt til at udskyde Klubmesterskaberne for 2012 til lørdag den 12 januar 2013.  Alle kan naturligvis deltage på lige fod med, hvis det havde været afholdt i 2012. Dvs at selvom du bliver for gammel til at ride pony, må du stadig gerne deltage i klubmesterskabet for pony. Samme aften vil vi afholde hjælperfest, hvor alle der har bidraget til et eller andet i FRK i 2012 (og det er der jo ikke mange, der ikke har) kan deltage mod en beskeden betaling for maden. FRK betaler drikkevarerne.

Lørdag den 19 januar afholder vi ministævne for vores yngste ryttere.

Vi er kommet rigtig godt i gang med handicap ridningen i FRK og vi vil gerne sige velkommen til alle vores nye ryttere. Vores elevheste har vist sig at være rigtig dygtige til det. Kommunen har bevilget os støtte til at forbedre forholdene i forbindelse med handicapridningen og der vil derfor blive gjort noget ved området mellem de 2 haller. Om vi kan nå det inden vinteren er meget usikkert, ellers bliver det så snart frosten er af jorden. 

Endnu en gang tusind tak til vore fantastiske hjælpere, uanset hvad det er I bidrager med i FRK.  

VH Janne